Overgangsalder og Hormonbehandling

Hvad er Menopause?
Menopause, også kendt som overgangsalderen, er en naturlig fase i en kvindes liv, hvor produktionen af østrogen i æggestokkene falder, og menstruationen ophører. Herefter vil man som udgangspunkt ikke længere kunne blive gravid. Tilstanden er ikke en sygdom, men kan medføre en række fysiske og følelsesmæssige symptomer, der kan påvirke dit daglige liv og trivsel. 

Menopausen sker som regel mellem 45 og 55-årsalderen, og de første tegn vil ofte være uregelmæssige og kraftige menstruationer.

Symptomer og gener
20 % af alle kvinder oplever ingen gener i forbindelse med overgangsalderen. 60 % har moderate gener, og 20 % har uudholdelige gener.

  • Hedeture er et typisk problem i overgangsalderen. Det kommer pludseligt, og ledsages ofte af varmefølelse, sved og rødme i ansigt, på halsen, bryst og ryggen. Et anfald varer ofte kun nogle minutter, men for de kvinder, der får hedeture om natten, kan det forringe søvnkvaliteten betydeligt.
  • Knogleskørhed skyldes at knoglemassen ikke længere bliver vedligeholdt af østrogen. Efter menopausen aftager knoglemassen med 1-3 % om året, og 40 % af alle kvinder over 70 år oplever knoglebrud pga. knogleskørhed – typisk brud i håndled og hofte.
  • Urge inkontinens hentyder til ufrivillig vandladning på grund af pludselig, kraftig og uimodståelig trang til at lade vandet. Overgangsalderen medfører samtidig en øget risiko for blærebetændelse, da slimhinden i urinrør og blære bliver tyndere og mere porøs.
  • Humør og psyke bliver også påvirket. Hormonel ubalance medfører fysiske og psykiske ændringer i krop og liv, som det kan være svært at forlige sig med.
  • Slimhinderne i skeden bliver tyndere, mindre smidige og mere tørre som sandpapirsfornemmelse, hvilket kan betyde svie og smerter ved samleje og give seksuelle problemer.
  • Huden bliver mindre elastisk, fordi kollagenindholdet falder, og håret kan miste sin glans og bliver tyndere.
  • Øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, fordi forhøjet kolesterolindhold i blodet medfører åreforkalkning og forhøjet blodtryk.
  • Ledsmerter kan forekomme hos mange.

Hormonbehandling i overgangsalderen
Gener i overgangsalderen kan behandles medicinsk med hormoner. Den mest anvendte behandling er plaster eller gel. Hormonpræparater indeholder østrogen og gestagener/progesteron og skal hos kvinder med en livmoder kombineres, idet gestagen/progesteron forebygger blødning og celleforandringer i livmoderens slimhinde. Østrogen forebygger de ovenstående symptomer. Hvis du kun har lokale problemer i skeden, kan stikpiller eller en ring med østrogenhormon, som anbringes i skeden være løsningen. Behandlingen øger oftest livskvaliteten.

Det er ikke alle kvinder i overgangsalderen, som har behov for hormonbehandling. Det afhænger meget af din grad af gener, og vi anbefaler at tage en god snak med din læge eller gynækolog, om hormonbehandling kan hjælpe dig.

Er der nogen kvinder som absolut ikke må få hormoner?
Aktuelt anbefaler Sundhedsstyrelsen, at kvinder som tidligere har haft en blodprop eller brystkræft ikke tager hormoner i form af piller, plaster eller gel. Lokal østrogenbehandling i skeden, enten som stikpille eller ring kan derimod evt anvendes.

Risiko for brystkræft og blodpropper
Indtag af de kvindelige kønshormoner; østrogen og progesteron, er blevet mistænkt for at give en forhøjet risiko for brystkræft og blodpropper. Store internationale studier har dog vist at risikoen for at få brystkræft eller blodpropper som følge af hormonbehandling er minimal, så længe behandlingen gives inden for 10 år af start på menopausen, og man holder behandlingsvarigheden til maks. 5 år. Hormonbehandling er til gengæld effektivt i at beskytte mod knogleskørhed og udviklingen af hjerte-kar-sygdomme, hvor livsstil dog fortsat er en vigtig faktor. Lokal hormonbehandling i form af plaster, ring eller stikpiller kan dog benyttes uden risiko, så længe man ønsker og uanset alder, og er særlig effektiv til at bekæmpe lokale gener.

Generelt gælder at jo længere behandling, des større risiko for bivirkning. Desuden spiller livsstil, vægt, almen sundhedstilstand og arvelige forhold en rolle i risiko for bivirkninger. Et nyere dansk studie af 870.000 danske kvinder (Mikkelsen AP et al., BMJ, 2026) viser at kvinder ikke har nogen overdødelighed af hormonbehandling.

Fordele ved hormonbehandling

  • Mindsker generne – især hede- og svedeture
  • Mindre risiko for tør skede og irriteret blære
  • Mindre risiko for knogleskørhed
  • Mindre risiko for slap bækkenbund og nedsunket blære/livmoder
  • Mindre risiko for blodpropper i hjertet
  • Mindre risiko for tyktarmskræft

Ulemper ved hormonbehandling

  • Minimalt øget risiko for brystkræft
  • Minimalt øget risiko for blodpropper i ben og lunger
  • Vækst af eksisterende fibromer i livmoderen
  • Pletblødninger
  • Brystspænding
  • Hovedpine og vægtstigning i starten
  • Ved udelukkende østrogenbehandling: let øget risiko for livmoderkræft

Hvad er det bedste valg for mig – hormonbehandling eller ej?
Det er din egen beslutning i samråd med lægen eller gynækologen. Det er vigtigt, at du er klar over fordele og ulemper ved hormonbehandling. Du skal regne med at symptomforbedring først kan vurderes efter måneders behandling. Derfor er det en god idé at aftale en kontrol efter cirka 3 måneders behandling. Din læge og dig bør følge op på behandlingen med 1-1½ års intervaller. Ønsker du hormonbehandling i mere end 5 år, bør fordele, ulemper og risici revurderes.

Motion styrker knogler og livskvalitet
Motion er en vigtig hjørnesten i at komme godt igennem overgangsalderen. Motion bevirker, at du oplever færre hedeture og påvirker hormonbalancen positivt, således at de hormonelle gener og forandringer inkl. Knogleskørhed reduceres. Al motion tæller. Også rengøring, havearbejde og en rask tur med hunden.