Udskrabning

Hvad er en gynækologisk udskrabning?
En gynækologisk udskrabning, også kaldet vabrasio eller en pipelle prøve, er et skrab fra livmoderhulen med vacuum. Det foregår i lokal bedøvelse.

Hvorfor laver man gynækologiske udskrabninger?
Det sker, at menstruationen skifter karakter, styrke og varighed, især når man er over 40 år. Det kan også være, at man pletbløder mellem menstruationen eller har pletblødninger ved samleje. Dette skyldes oftest hormonforstyrrelser eller en godartet lidelse som fx en polyp på livmoderhalsen eller inde i livmoderen.

Det er derimod meget sjældent, at en kvinde, der endnu ikke er gået i overgangsalderen har blødnings forstyrrelser fordi hun fejler noget ondartet.

Ældre kvinder, som begynder at bløde igen efter overgangalderen, også kaldet postmenopausal blødning, bør som regel have foretaget en udskrabning.

Hvordan foregår en gynækologisk udskrabning?
Lægen foretager først en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsskanning. Forud for dette kan gives smertestillende medicin eller lokal bedøvelse. Herefter indføres et tyndt plasticrør i livmoderhulen og slimhinden løsnes fra indersiden af livmoderhalsen eller livmoderhulen og suges ud.

Hvis man ved skanningen får mistanke om der kan sidde en polyp eller muskelknude i livmoderen, vil man lave en vandskanning, hvor der indsprøjtes saltvand gennem plastikrøret. Herefter skiller slimhinderne sig fra hinanden og der kan ved efterfølgende skanning afsløres om der gemmer sig sådanne knuder.

Prøven sendes til mikroskopisk undersøgelse hos en patolog. Lægen får besked efter ca 2 uger.

Er man sygemeldt efter en gynækologisk udskrabning?
Nej. Efter en udskrabning kan du måske tage fri resten af dagen, men du er hurtigt frisk igen. Det er normalt, at man pletbløder i dagene efter en udskrabning. Hvis man derimod begynder at bløde meget, eller får smerter eller feber, skal man kontakte sin gynækolog, egen læge eller vagtlægen.